Udgivelser af Tidsskriftet Antropologi i 2015

Behandling, nr. 71

Dette temanummer stiller skarpt på begrebet behandling, som synes at være det umiddelbare og selvfølgelige svar på mange og meget forskelligartede sociale problemer i dagens Danmark. Hvad forventes samfundet at tilbyde som modtræk til eller afhjælpning af problemer som fx alkoholmisbrug, narkomani, ludomani, spiseforstyrrelser, sexafhængighed og vold? Svaret er: behandling. Et ansvarligt samfund, et s...amfund med respekt for sig selv kan ikke undlade at tilbyde behandling for selv så forskelligartede problemer som de nævnte. Alternativet til behandling er tilsyneladende ikke at gøre noget.

Behandling i denne forståelse er måske ikke det mest klassiske antropologiske emne. Der kan dog trækkes linjer til klassiske emner som ritualer, healing og shamanisme, og i nyere tid har behandling været en del af det medicinsk antropologiske felt og rusmiddelforskningen. Herhjemme har efterhånden en del antropologer beskæftiget sig med behandling af specifikke misbrugsproblemer, især koncentreret om alkohol og narkotika. Det er dog ikke alle, der tager skridtet videre og stiller spørgsmålet: Hvad er behandling egentlig for en størrelse? Hvad betyder behandling? I hvilken udstrækning giver det mening at tale om behandling af diverse identificerede sociale problemer?

Begrebet behandling vækker umiddelbart associationer til det medicinske felt, og de fleste af de sociale problemer, der tilbydes behandling for, er også kategoriseret som sygdomme af en slags. Denne kategorisering bygger imidlertid ofte på en historisk proces. Alkoholisme har fx ikke altid været forstået og defineret som en sygdom. Spillelidenskab har fået sin diagnose i og med, at ludomani er blevet den gængse betegnelse. Men hvad med fx vold? Giver det mening at tilbyde behandling til voldsudøvere? Og kan behandlingsmetaforen i kraft af sin udbredelse være med til at ændre vores syn på fx fænomenet vold?

Temaredaktion: Sofie Danneskiold-Samsøe, Yvonne Mørck, Bo Wagner Sørensen.

Velfærdsstaten 1, nr. 72

Siden midten af forrige århundrede har den universalistiske velfærdsstatsmodel dannet ramme for samfundsorganisering og udvikling i Skandinavien. Velfærdsstaten er blevet et accepteret udgangspunkt for hverdagsliv i Danmark, og det er kun de færreste politikere og borgere, der anfægter dens berettigelse og eksistens. I kølvandet på den globale økonomiske krise er arbejdsløsheden imidlertid vendt tilbage, job eksporteres til udlandet samtidig med, at der sker en øget tilførsel af udenlandsk arbejdskraft, det private forbrug er dalet, og senest har en dagpengereform bidraget til manges oplevelse af utryghed og usikkerhed omkring fremtiden.

Siden 1990erne har neoliberale ideer om markedsstyring, selvforvaltning og nedskæringer vundet frem i velfærdsstaten. Fx har sundhedssektoren været præget af nedskæringer, privatiseringer og patientinddragelse; i uddannelsessektoren har folkeskolen, gymnasieskolen og universitetet undergået markante reformer; i integrationssektoren er staten markant til stede i regulering, fordeling og overvågning af flygtninge og indvandrere; og den store kommunalreform har haft konsekvenser for kommunegrænser, sektorsamarbejde, lokaldemokrati og borgerinddragelse.

Denne type reformer karakteriserer politologen, professor Ove Kaj Pedersen som overgangen fra velfærdsstaten til ”konkurrencestaten”. Konkurrencestaten er kendetegnet ved at være (1) en stat, der søger at mobilisere og optimere sine borgere til international konkurrence, i modsætning til velfærdsstaten, der værnede mod ændringer i internationale økonomiske konjunkturer; (2) en stat, hvor den enkelte er ansvarlig for sit eget liv, og hvor frihed er frihed til at realisere egne behov, i modsætning til velfærdsstatens vægtning af moralsk dannelse, demokrati og fællesskab; (3) en stat, der prioriterer dynamik og reform frem for velfærdsstatens mål om stabilitet; (4) en stat, der er internationalt orienteret og arbejder på at påvirke, relatere sig til og måle sig med andre stater.

Dette temanummer af Tidsskriftet Antropologi sætter fokus på velfærdsstaten og præsenterer antropologiske bud på, hvordan velfærdsstaten, dens udvikling og forandringer kan forstås. Stemmer konklusionerne fra Ove Kaj Pedersens bog Konkurrencestaten (2011) overhovedet overens med antropologiske analyser og etnografiske beskrivelser af konkrete empiriske cases fra de forskellige sektorer af velfærdsstaten og samfundslivet, eller kan vi udvikle andre begreber og teorier? Hvordan kommer velfærdsstatens forandringer til udtryk i det sociale liv, hvis der da er tale om forandringer? Hvilke politiske, ideologiske, kulturelle og moralske beslutninger motiverer forandringerne, og hvordan bliver de meningsfulde for folk, som er forskelligt positioneret i samfundet?

I Konkurrencestaten skriver Ove Kaj Petersen, at “det er ved at studere institutionernes historie eller ved at studere forskydninger i idealer (eller værdier), at vi får indsigt i, hvordan samfund har forandret sig, og hvorfor det sker”. I den regionale antropologi er 'egalitær individualisme', integration, rummelighed, fællesskab og ideen om, at lighed er lig med enshed, blevet fremhævet som værdier, der er skabt gennem velfærdsstaten og danner grundlag for samme. Kan diskussioner af sådanne gate keeping-begreber frembringe nye teorier om velfærdsstaten og dens nuværende forandringer? Eller har vi brug for nye begreber til at beskrive den danske velfærdsstat?

Gæsteredaktion: Maja Hojer Bruun, Julie Rahbæk Møller, Dorthe Brogaard Kristensen og Mikkel Rytter